Vankedisi

Den Tyrkiske Vankedisi (på tyrkisk Van kat) er en gammel race fra mellemøsten, som er holdt som kæledyr i flere hundrede år. De stammer fra Vansø-regionen i Tyrkiet. Van søen er den største sø i Tyrkiet, og har mange øer. Den største hedder Ahtamar, hvorpå der findes ruiner af de tidlige kristne kirker. og af det hellige kors bygget i år 910.

I 1955 rejste to damer, frk. Laura Lushington, journalist, og frk. Sonia Halliday, fotograf rundt i Tyrkiet, i job for det tyrkiske turistråd. En dag bemærkede de, at kattene specielt omkring området Van i det østlige Tyrkiet bar særlig lighed til den traditionelle Angora type pga. deres lange pels. Kattene havde rødbrune markeringer på hovedet, og en rødbrun ringet hale. De blev tilbudt to killinger, som ikke var i familie, af deres tyrkiske værtinde, en hunkat fra det sydøstlige Tyrkiet og en hankat fra Istanbul, som de tog med hjem til England. Begge killinger var hvide med rødbrune markeringer på hovedet og farvet hale, og havde ravfarvede øjne. Killingerne blev sat i karantæne i England, og senere nedkom hunkatten med tre killinger med næsten identiske hoved og hale markeringer. Laura startede et avlsprogram, og i 1969 blev disse katte officielt anerkendt som Tyrkisk Van katte. Men i Tyrkiet var og er Van katten (Vankedisi) stadig regnet som en hel hvid kat med odd-eyed, ravfarvet eller blå øjne. De er beskyttet i Tyrkiet, og man kan ikke få dem ud af landet.

De første vanmønstrede katte i England var rødbrune og hvide med ravfarvede øjne, og dette var standarden i mange år indtil man introducerede den fortyndede form (creme/hvid), og de forskellige øjenfarver (blå og odd-eyed). Senere, juni 2000, er andre farvevariationer blevet accepteret på championshipniveau, disse variationer inkluderer sort tortie, torie-tabby og de tilsvarende fortyndede.

Som fortalt tidligere i denne artikel regnes Van katten stadig for at være en helt hvid kat i Tyrkiet. Racen er kendt lokalt som Vankedi eller Vankedisi. De var og er stadig betragtede som noget meget specielt og værdifuldt, og det er faktisk forbudt at tage dem ud af landet, selvom nogle mennesker har været i stand til at smule dem ud, Tyrkiske Vankedisi katte bliver stadig opdrættet i Ankara Zoo og Izmir Zoo, og bliver solgt i dyrehandler i hele Tyrkiet. I byen Van kan man finde "Van kedi evi" (oversættelse: Det Tyrkiske Van kat hus), og også en statue af disse helt hvide katte. Man kan også finde billeder af dem på telekort, frimærker osv.

Da Laura Lushington startede et avlsprogram med den rødbrune/hvide kat, og fordi at denne senere officielt blev anerkendt som Tyrkisk Van, har vi nu faktiske to forskellige variationer inden for den Tyrkiske Van race: En semilanghåret kat med kalkhvid pels og farvede markeringer på hoved og hale, og en semilanghåret helt hvid kat uden farvede markeringer på hoved og hale. Begge variationer er fra den ujævne region i mellemøsten omkring Van søen, hvor klimaet varierer til ekstremerne. Begge variationer er muskuløse; styrken og kraften er tydelige i den betydelig krop og i benene. Begge variationer er i overensstemmelse med den samme generelle typestandard. Der er absolut ingen forskel mellem disse to variationer; De er ikke til at skelne fra hinanden hvad type angår. Den eneste forskel er de farvede markeringer på den Tyrkiske Van, hvor den Tyrkiske Vankedisi er helt hvid.

For at lave en video som hedder "The rise of the cat", tog hr. Roger Tabor til Tyrkiet for at filme den Tyrksike Van race i dets naturlige miljø. Han bemærkede, at det tyrkiske folk, kun betragtede den helt hvide kat uden nogen farvede markeringer på hoved og hale til at være den rigtig Tyrkisk Van (Vankedisi). Van mønstrede katte var til stede, men blev kaldt "venstrehåndet katskidt" (andenrangs katte). Lois Miles, en opdrætter fra England, vidste allerede om dette og med hjælp fra hendes venner, og den tyrkiske regering bragte hun en helt hvid Vankedisi (som hed Garip) til England i 1992. Hun blev kaldt "Addinsh Layla", og producerede indtil flere smukke rødbrune/hvide, og helt hvide killinger. Men på trods af hendes og andres opdrætteres bestræbelser har GCCF i mange år desværre blevet ved med at nægte, at anerkende denne helt hvide kat.

Desværre har mange opdrættere mistet interessen pga. den konstante afvisning af GCCF, og er stoppet med at opdrætte den helt hvide Vankedisi. I år 2000 var der kun to eller tre fuldstændige Tyrkiske Vankedisier fra Addinsh Layla's afstamning tilbage i England. (En bor hos fru. Susann Lloyd, som har katteriet Tansdale, og en bor ved Marianne Upham, katteriet Yenicizgi). På den tid var min tyrkiske husbond (og er stadig) mærmest besat af den helt hvide Tyrkiske Vankedisi kat, og i 2001 bragte vi to hvide katte fra Tyrkiet til Holland: Yakamoz Yazgulu (hunkat) og Yakamoz Sultan Ahmet (hankat). Vi har planer om at parre dem med Tyrkisk Van katte med farvede hovedmarkeringer for at minimere risikoen for døvhed.

Yakamoz Sultan Ahmet var allerede en ung voksen kat, da han kom til Holland og desværre blev han kastreret efter kun to parringer. Han producerede fem killinger. Kun en hunkilling fra hans blodlinie er stadig fertil og bliver brugt i avl; Ceyhan's Sevgi, en ren hvid odd-eyed kat. Hun fødte for nylig tre killinger, hvor af vi har beholdt en hvid blåøjet hunkat, som hedder Zara Sultaniye van Yakamoz, hun er opkaldt efter sin bedstefar. Yakamoz Yazgula, hunkatten (fra en helt anden blodlinie) som vi hentede i Tyrkiet er stadig fertil. I 2003 fødte hun tre killinger; En hvid dreng fra dette kuld, som hedder Kardan Adam af Yakamoz blev solgt til Susann Lloyd (katteri Tansdale, UK) som avlshan. Før Kardan Adam van Yakamoz blev sendt til England, i en alder af 11 måneder (PETS), blev han parret med en rødbrun Tyrkisk hunkat, som hedder Bonita van Yakamoz, og ud af denne parring kom en ren hvid blåøjet Tyrkisk Vankedisi hankilling. Den hedder Kar Aslani van Yakamoz, den blev sendt til Amerika, (Sharon og Melvin Walcott, katteri Aledo).

I Holland har vi ind til nu (juni 2005) stadigvæk ikke været i stand til at overbevise FNK (Det hollandske katteforbund) om at anerkende den helt hvide Tyrkiske Vankedisi. Susann Lloyd og Marianne Upham har virkelig gjort en stor indsats for at få den Tyrkiske Vankedisi endelig anerkendt af GCCF i England. Der blev afholdt et seminar og officielle dommere blev inviteret. Endelig den 23. februar 2005 kunne de med glæde annoncere, at den Tyrkiske Vankedisi havde fået foreløbig status i GCCF, hvilket betyder at de kan registreres og udstilles.

Jeg har vedlagt GCCF's generelle point standard og registreringsregler for Tyrkisk Vankedisi til denne artikel.

I vores kamp for at få den helt hvide Vankedisi anerkendt har vi hørt mange grunde til hvorfor vi ikke skulle avle dem, og hvorfor de ikke bør anerkendes. Nogle opdrættere var overbevist om, at det ville få markeringerne på den Tyrkiske Van til langsomt at forsvinde. Når man studeret genetik er det nemt at forstå, at dette er helt hen i vejret: Den helt hvide pels på den Tyrkiske Vankedisi er frembragt af genet w (dominerende hvid). Den hvide pels fra den Tyrkiske Van (med hovedmarkering) er frembragt af genet s (spraglet hvidplettet). En anden grund til ikke at avle den helt hvide Tyrkiske Vankedisi er risikoen for døvhed. Jeg må tilstå at der er en vis risiko, men denne kan minimeres ved, at parre helt hvid katte med katte med hovedmarkeringer, så vil man ikke avle killinger som er disponeret for w genet.

Vi bruger også den officielle BAER test for at ekskludere døve killinger eller killinger med kun 50 % hørelse fra avl.

Vi mener at den helt hvide Tyrkiske Vankedisi fortjener det plads i katteverdenen. Der er lang vej før de bliver anerkendt og accepteret, men vi tror på at det er det hele værd.

For at man kan se forskel på den tyrkiske angora og den tyrkiske vankedisi, viser vi her billeder af begge racer.

Tyrkisk Angora

Tyrkisk Vankedisi

I forbindelse med diskussionen om godkendelse af Vankedisi som race indenfor FIFe, vil jeg hermed gøre rede for mine synspunkter vedrørende dette. Filmen "The Turkish Van Cat", som er en dokumentarfilm lavet af tyrkisk fjernsyn, viser det tyrkiske folks forhold til det de kalder Van katten i Van området, hvad enten de bor på landet eller i byen.

Både Solveig Christensen (katteri Soyadi’s) og jeg var meget overrasket, da vi så filmen første gang. Vi havde forventet at se Tyrkisk Van i rød/hvide farver, men til vores store overraskelse, var det mest den kat, vi i Europa kalder den Tyrkiske Angora (den klassiske linie), der blev vist. Vores velkendte Tyrkisk Van så vi i ca. 30 sekunder. Er man meget opmærksom, når man ser filmen, kan man se, at der er flere farvede katte rundt om i hjemmene. Men der blev kun fokuseret på de helt hvide katte i alle afskygninger såvel korthårede som langhårede i filmen.

Her gik det op for mig, hvad tyrkerne anser som en Van kat. Dette er ifølge tyrkerne en hvid kat enten odd-eyed eller med ens øjenfarve. Den kan være både kort- og langhåret, elegant, slank, stor eller kraftig. Derfor konkluderer jeg, at udseendet/typen absolut ikke har nogen betydning for at være anset af tyrkerne som en Van kat, så længe katten er hvid og helst odd-eyed eller blåøjet. Den hvide kat er tyrkernes nationale kat. Den betragtes nærmest som hellig. Derfor må denne kat ikke eksporteres ud af landet. Men ifølge flere beretninger fra filmen, sker dette dog ofte.

Hvis man søger på Van Kedi eller Vankedisi mellem tyrkiske hjemmesider, ser man ofte hvide korthårede katte på hjemmesiderne. I FIFe er Tyrkisk Van kun anerkendt som en semilanghåret kat. For flere år siden spurgte jeg Solveig Christensen om, hvad forskellen var mellem Tyrkisk Van og Tyrkisk Angora. Hun svarede mig, at en Tyrkisk Angora er en meget social kat, som følger dig overalt i dit hjem, er konstant legesyg, sulten og meget kuldskær. Det er en meget snaksalig kat som regel for at opnå noget, nemlig mad. Hun forklarede yderligere, at når man lever med begge racer, ser man tydeligt de små forskelle, der er i deres væremåde. Hun fortalte også, at det var svært helt præcist at forklare mig forskellen, men at den skulle opleves. Jeg undrede mig over svaret dengang, men efter jeg fik min første Tyrkiske Angora (Soyadi’s Brutalis Burdur) kunne jeg se forskellen mellem de to racer. Filmen viser hvide katte i alle afskygninger. Solveig og jeg kan tydeligt se, at ca. 80 % af kattene i filmen er ligesom vores gamle klassiske linie af Tyrkisk Angora. Jeg genkendte mange karaktertræk fra Tyrkisk Angora i de Tyrkiske katte på filmen.

I 1.ITAVC (Tysk) har klubben sagt nej tak, til at anerkende Vankedisien. De har tidligere anerkendt den Tyrkiske Anatolske kat (korthåret). Dvs. at der på nuværende tidspunkt er tre racer af ”Tyrkiske anerkendte katte". Fire racer eller varianter af Tyrkiske katte er mange, at skulle kende forskel på. Hvor stor er forskellen så? Kan man tydeligt se det, når racerne ligger tæt op ad hinanden? Formanden for klubben 1.ITAVC skriver, at det kun vil give kaos, når man laver søskende parringer, og hun håber ikke, at FIFe vil godkende Vankedisien.

En hollandsk opdrætter af Tyrkisk Van, Tyrkisk Anatolisk kat og Vankedisi skrev på Svensk Vangora, at 1.ITAVC ikke ville godkende Vankedisien, fordi dommerne ikke vil kunne se forskel på en hvid Tyrkisk Angora eller en hvid Tyrkisk Van. Hvorfor kan de ikke se forskellen? Jeg tror, at det er fordi vores gamle klassiske line af Tyrkisk Angora er identisk med den nye Vankedisi. Jeg mener, at Vankedisi i virkeligheden er en Tyrkisk Angora af den klassiske linie, og det er derfor logisk, at dommere ikke vil kunne se forskellen mellem Tyrkisk Angora og Vankedisi. Jeg har endda (dog kun mundtligt) fra en Engelsk opdrætter af Vankedisi fået at vide, at Vankedisi og den gamle linie af Tyrkisk Angora er det samme. Jeg undrer mig over, at det nu kommer på tale, at godkende Vankedisien, når Tyrkisk Angora allerede er godkendt. Hvorfor godkende en race, som allerede findes indenfor FIFe under et andet navn?

Det glæder mig meget, at man stadig kan finde de gamle linier af Tyrkisk Angora, så hvorfor ikke bruge de farvede Tyrkisk Angora fra Tyrkiet til at opfriske racen Tyrkisk Angora? Hvorfor ønsker man at krydse med Tyrkisk Van for at lave Vankedisi? Det virker logisk, at hvis der er hvide Tyrkisk Angora i Tyrkiet, så findes der også farvede Tyrkisk Angora dernede. Dette vil give vores gamle Tyrkisk Angora linier et løft, og vi kan måske stadig rede den klassiske linie af Tyrkisk Angora. Jeg mener, at den ægte vare, er bedre og sundere end de nye linier af Tyrkisk Angora, som har begyndende problemer med sygdomme. Dette resulterer i stadig mindre hunkatte, som har svært ved at blive drægtige. Endvidere er der noget, der undrer mig meget. 1.ITAVC har hentet Tyrkisk Angora og Tyrkisk Van hjem fra Tyrkiet i gennem mange år uden at opdage Vankedisien. Ville de ikke have opdaget disse katte for længst, hvis det var en anden race? I Tyskland henter de netop den klassiske gamle linie af Tyrkisk Angora hjem fra Tyrkiet.

Selvfølgelig findes der hvide Van katte i Tyrkiet. Dette kan ikke benægtes, og ses tydeligt på filmen. Men det var jo ikke lige de hvide katte, som de to engelske damer (journalist Laura Lushington og fotograf Sonia Halliday) tog med hjem til England fra Tyrkiet for 50 år siden. Disse katte med rød hovedmarkeringer og hale blev i Europa opkaldt efter søen Van i Tyrkiet. Kattene er så blevet forædlet udenfor Tyrkiet igennem de sidste 50 år, og ligner derfor ikke de oprindelige katte i Van området, da det har været svært at få avlsmateriale ud af Tyrkiet. Så Tyrkisk Van er ikke 100 % identisk med kattene (Vankatten) i Van området. Ifølge professor Ataman Güre fra univ. Izmir, Tyrkiet stammer Tyrkisk Van med de farvede markeringer på hoved og hale fra en racekrydsning mellem den Tyrkiske hvide kat og en helt anden race. Derfor anerkender Tyrkiet ikke vores Tyrkisk Van. Det specielle mønster med de 2 farvede pletter i panden og den farvede hale, er anerkendt i FIFe som 01 i EMS-systemet. Derfor vil en helt hvid Tyrkisk kat aldrig blive godkendt som Tyrkisk Van i FIFe, da den mangler dette specielle mønster. Hvis man vil have en hvid kat, kan man jo bare købe en hvid Tyrkisk Angora fra de klassiske linier, såfremt man ønsker at holde tyrkiske katte i sit hjem. Denne race er allerede anerkendt i FIFe.

Jeg mener, at såfremt man virkelig vil lave en hvid Tyrkisk Van, må man benytte den lange vej, og avle sig til den. Det gør man ved at tage Vaner med meget lidt aftegning og parre disse, og blive ved med dette til man opnår en ren hvid linie af Tyrkisk Van. Det vil så være den ægte vare, og til den tid vil man så kunne diskutere om denne variant af Tyrkisk Van skal godkendes til avl og udstilling.

Danmarks to eneste opdrættere af Tyrkisk Angora (Solveig Christensen, Katteri Soyadi) og jeg selv tager skarp afstand fra en anerkendelse af Vankedisien. Vi mener, at den allerede er anerkendt som Tyrkisk Angora i FIFe.