Info

   
Startside
Om Ankara Kedi
Tyrkisk Van
Tyrkisk Angora
Vankedisi
Fotogalleri
Medlemmernes sider
Killinger til salg
Udstillinger
Special Show
Sommerfest
Info
Set & Sket
Artikler
Links
Efterlysning

 

Op Nyheder Advarsel Kommende møder Afholdte møder og referater Stamtavler Blanketter Foldere Visit kort

Info


Se link: http://www.felisdanica.dk/upl/files/5/315.pdf

Se link: http://www.felisdanica.dk/upl/files/5/305.pdf


 

Blog om udkastet til Kattebekendtgørelsen af Bette Lind

 

 

--- 01-05-2010 ---
Som I ved skulle Kattebekendtgørelsen have trådt i kraft den 15. marts, og indtil nu er der ikke sket noget som helst - i hvert fald udadtil. Jeg er ikke i tvivl om at der arbejdes i ministeriet.

Den 28.4. var FD til møde i JM igen, denne gang dog om en anden mulig bekendtgørelse, nemlig en bekendtgørelse om pasningsvejledninger. Der var lavet et groft udkast, der omhandlede pligten til for alle dyrehandlere at udlevere pasningsvejledninger med de dyr, der blev solgt, og i det første udkast var alle dyr omfattet, hvilket er årsagen til at både vi og DKK var med ved mødet. Imidlertid ser det ud til at det, der kommer ud, bliver en bekendtgørelse der ikke omfatter hunde og katte. Derimod skal alle de dyrearter, der kan sælges fra butikker, have en vejledning, som skal godkendes af RÅDET VEDRØRENDE HOLD AF SÆRLIGE DYR.

Mødet udmærkede sig ved at være under ledelse af en ny kontorchef for Dyrevelfærdskontoret - Jens Teilberg Søndergaard - der var meget positiv og konstruktiv - indstillet på at finde løsninger, der kunne administreres. Der er tilsyneladende tale om at den tidligere kontorchef nu er på barsel.
Dette *kunne* få indflydelse på indholdet af den store kattebekendtgørelse.

Kattebekendtgørelsen blev nævnt en passant - at den var under udarbejdelse - og der kom desværre ikke nogen mulighed for at høre nærmere om denne.

mvh
Bette
 

----- 31-01-10 -----
I går holdt vi møde i København - og på trods af snestormen, der havde gjort vejene ganske svært fremkommelige på Sjælland var der alligevel mødt 24 deltagere op: det skal I have tak for!

Fra FU deltog Hanne Kaarsberg og Kirsten Ulsø foruden jeg selv, og vi fik en livlig og god debat omkring de forskellige dele i udkastet. Vi havde fra starten gjort opmærksom på at vi i FU ikke havde lagt os fast på en mening - vi kom til mødet for at få jeres input til vores høringssvar - og derfor var vi heller ikke i stand til at give udtryk for FUs holdning til udkastet: der ville jo ikke være nogen idé i at debatere, hvis vi allerede havde lagt os fast på en holdning.

Det samme vil gøre sig gældende når vi kommer til mødet i Kolding, og efterfølgende skal vi så koge det hele sammen til et så præcist og konstruktivt høringssvar som muligt.

Der er dog ingen tvivl om, at vi alle fandt det frustrerende svært at tolke de enkelte paragraffer i udkastet - der var næsten lige så mange forskellige meninger, som vi var deltagere. Dette må nødvendigvis være et af vores mål: at bekendtgørelsen sprogligt udformes så den er til at forstå, så vi ved hvad vi har at rette os efter.

Antallet af kuld er en bekymring for de fleste, og antallet af kontrolbesøg fik også en del ord med på vejen, men samtidig er der også en generel accept af, at det er godt, at der kommer en præcisering af at katte har krav på gode levevilkår.

Vi fik meget med hjem fra mødet - og håber at det på lørdag i Kolding bliver lige så spændende. Jeg håber at se rigtigt mange af jer.

mvh
Bette


----- 29-01-10 -----
Så er dato og tid for mødet i Jylland på plads:
Det bliver den 6.2.10 kl. 11.00 på

Kolding Bibliotek
Slotssøvejen 4
6000 Kolding
Sal 2

Vi glæder os til at se jer!

mvh
Bette

 

----- 28-01-10 -----
Nedenstående møde blev arrangeret med ganske kort varsel - det beklager jeg - men jeg syntes det var nødvendigt at komme hrtigt igang dialogen.

Vi skal naturligvis også holde et møde i Jylland - og arbejder lige nu på at finde et lokale og en dato. Stedet bliver sandsynligvis Kolding. Jeg håber at kunne melde dato og tid ud meget hurtigt.

mvh
Bette

----- 26-01-10 -----
Felis Danica inviterer til diskussionsmøde om katte-bekendtgørelsen

Lørdag den 30. januar kl. 10.00

Pilegården - Lokale 7
Brønshøjvej 17
2700 Brønshøj

Felis Danica skal udarbejde et høringssvar vedr. den kommende bekendtgørelse, og hvis du har lyst til at dele din mening og dine bekymringer med FU så kom til Brønshøj på lørdag.
Vi er klar over at det er kort varsel – men det er et så vigtigt spørgsmål at vi håber I alligevel vil finde tid til at komme.

Kom og fortæl FU hvad *din* mening er - hvad skal FU vægte i høringssvaret.

mvh
Bette

----- 25-01-10 -----
Så kom bekendtgørelsen i udkast. Jeg har netop modtaget den, og vil vente med at kommentere på den til jeg har nærlæst den nogle flere gange - her og nu har jeg kun en ting at sige: jeg er rystet!

I kan se bekendtgørelsen her:

http://www.felisdanica.dk/upl/files/5/305.pdf


mvh
Bette


----- 16-01-10 -----
Bekendtgørelsen lader vente på sig - det tager jeg som et udtryk for at vores mange input om ikke andet har haft den virkning, at ministeriet har været nødt til at arbejde mere med opgaven. Jeg håber, det giver "pote" i den sidste ende.

Vi har imellemtiden ikke ligget på den lade side, men haft kontakt til mange forskellige personer med indflydelse.

Senest har jeg haft en brevveksling med Skatteministeren. Jeg bad ministeren svare på om vi kunne forvente at det fremadrettet blev muligt at fradrage for de omkostninger, der blev os pålagt hvis vi blev omfattet af Justitsministeriets tolkning af begrebet "erhvervsmæssigt opdræt". Svaret er som følger:

---
Det afgørende for, i hvilket omfang man kan fradrage omkostninger i forbindelse med opdræt af katte er, om opdrættet må anses for hobbyvirksomhed el-ler erhvervsmæssig virksomhed.

Den skattemæssige forskel mellem en hobbyvirksomhed og en erhvervsmæssig virksomhed er, at en hobbyvirksomhed kun har mulighed for

at fradrage sine driftsomkostninger i virksomhedens overskud. Et evt. underskud i virksomheden vil ikke kunne fradrages i anden indkomst eller fremføres til et andet indkomstår. Til forskel herfra kan man ved en erhvervsmæssig virksomhed fradrage et evt. underskud i anden indkomst f.eks. lønindkomst.

 

Der foreligger en lang og fast skatteretlig praksis for sondringen mellem hobbyvirksomhed og erhvervsmæssig virksomhed.
Skattemæssigt ligger man ifølge praksis vægt på virksomhedernes overordnede formål. En erhvervsmæssig virksomheds primære formål er opnåelse af et økonomisk overskud, hvorimod en hobbyvirksomheds primære formål er drevet af personlige interesser.

Skatteministeriet mener, at der allerede foreligger en harmonisering af begrebet erhvervsmæssig virksomhed. Bedømmelsen af hvorvidt opdræt af katte skal anses for at være en hobbyvirksomhed eller en erhvervsmæssig virksomhed, er således ikke anderledes end den bedømmelse, der foretages i forhold til øvrige erhverv, som f.eks. hvorvidt et stutteri eller opdræt af væddeløbsheste anses for at være erhvervsmæssig virksomhed.

Til gengæld mener vi ikke, at det er muligt at imødekomme ønsket om en fælles ministeriel fortolkning af begrebet ”erhvervsmæssigt opdræt”.

Når ministerierne har forskellige fortolkninger af begrebet ”erhvervsmæssigt opdræt”, hænger det sammen med, at ministerierne anvender begrebet i forskellige sammenhænge, og at ministeriernes regelsæt har forskellige formål.

---

Med andre ord: Det er helt i orden at Justitsminsteriet siger at vi har et erhvervsmæssigt opdræt - Skatteministeriet vil fastholde, at vi har en hobby!

Jeg kan faktisk godt lide Skatteministeriets skelnen - at det er formålet, der er afgørende - for det er meget tæt på den forskel, der for mig at se er mellem en "rigtig" katteopdrætter og en "kattefabrik" eller "BYB", som vi jo alle gerne ville være foruden.

Vi vil naturligvis arbejde videre på at få afklaret hvilke afledte virkninger, der kan komme i forhold til andre ministerier og styrelser på baggrund af betegnelsen "erhvervsmæssigt opdræt", samtidig med at vi arbejder på at opnå ændringer i selve betænkningen.

mvh
Bette


----- 29-10-09 -----
Det er længe siden jeg har haft nyheder at dele med jer - for selvom vi hører rygter om dette og hint så har der ikke været noget konkret nyt omkring bekendtgørelsen.

Jeg nævnte i forrige indlæg at vi havde søgt at få fortræde for retsudvalget, og derfor var vi i dag i folketinget.

Det var en positiv oplevelse - der var ganske mange udvalgsmedlemmer til stede, og der blev lyttet til vores bekymringer med interesse, forekom det mig. Om det får nogen positiv indvirkning på processen kan vi selvfølgelig ikke vide, men det var i hvert fald forsøget værd, og et af udvalgsmedlemmerne gav da også udtryk for at det var en god idé at vi var kommet.

mvh
Bette

----- 19-09-09 -----
Så er der efterhånden rigtigt mange af jer der på forskellig vis har haft fat i politikere - jeg håber meget at nogle af de gode tiltag bærer frugt.

Felis Danica ligger naturligvis heller ikke på den lade side. Vi har søgt foretræde for retsudvalget, og skrevet til samtlige retsordførere for at tale vores sag.

Derudover har vi nedsat et udvalg, der skal komme med et forslag til hvorledes vi griber opgaven med undervisning an. Hvor meget skal der til, hvilke emner skal dækkes, hvordan skal det finansieres. Der er nok at gå i gang med og gruppen holder sit første møde i den kommende uge.

Vi er selvfølgelig godt klare over, at bekendtgørelsen kommer. Det kan vi ikke ændre på - men vi kan i hvert fald fortsætte med at prøve at gøre den så fornuftig for opdrætterne som muligt. Der har været nogle kommentarer fremme om, at det ikke handler om opdrætterne, men om kattene - og det er selvfølgelig helt korrekt. Bekendtgørelsen skal skaffe kattene i Danmark bedre forhold, og det er Felis Danica så afgjort ikke imod. Vi har nok alle kendskab til visse personer (jeg nægter at kalde dem "opdrættere"), der hellere burde beskæftige sig med at samle frimærker, og dem vil vi alle meget gerne sætte en stopper for. Dyreværnsloven burde være det rigtige redskab til dette, men det har desværre endnu ikke vist sig at være tilfældet.

Problemet med udkastet til bekendtgørelsen er - set med mine øjne - at kattene har det bedst med at leve under så familiære forhold som muligt, og derfor vil jeg meget gerne arbejde for, at så mange af vores opdrættere som muligt kan bibeholde denne form for opdræt. Jeg har allerede hørt fra en række opdrættere, der vil blive omfattet af bekendtgørelsen, såfremt antallet af kuld ikke hæves, at de seriøst vil overveje at stoppe. Ikke fordi deres katte lever under dårlige forhold eller fordi de ikke ville kunne leve op til bestemmelserne, men simpelthen fordi det, der gerne skulle være en levende og spændende hobby, pludselig bliver stemplet som noget man gør for pengenes skyld. Langt de fleste af os ved jo godt at det er en dyr hobby, vi har – og at vi får nogle få kuld killinger på et år ændrer ikke ved dette. Det kan SKAT jo også tale med om.

Jeg må indrømme, at jo mere jeg tænker over dette, jo mere klart står det for mig hvorfor jeg selv får killinger på mine hunkatte. Der er 2 årsager: dels er der selvfølgelig drømmen om at opdrætte den perfekte kat – katten, der både er sund og smuk, og som har det helt perfekte temperament til at stråle på en udstilling, og dels så holder jeg nok aldrig op med at blive fascineret af hvor smuk en hunkat er, når hun har killinger og hvor pragtfuldt det er at se et nyt kuld vokse op og blive til små personligheder. Jeg synes det er trist hver gang et kuld flytter hjemmefra og håber altid, at der er en, der skal blive hjemme. Sådan går det ikke, men det ændrer ikke på, at det er lige spændende hver gang.

Derfor føles det meget grænseoverskridende at blive påduttet, at man nu har et erhvervsmæssigt opdræt!

Der er også en række praktiske problemer, som vil blive affødt af en sådan bekendtgørelse, og direkte forespurgt var det ikke noget ministeriet kunne afklare: nemlig – hvordan forholder man sig hvis man får 3 kuld det ene år, og året efter 1 kuld, for så næste år måske igen at få 3 kuld: ryger man så ind og ud af ordningen? Og hvis svaret er ja, hvordan skal det så administreres? Den slags spørgsmål får vi først svaret på, når den endelige bekendtgørelse foreligger.
----- 15-09-09 -----
Justitsministeriet har i dag bedt mig sørge for at udkastet til bekendtgørelse bliver fjernet fra FDs hjemmeside, da udkastet ikke fra deres side var tænkt til offentliggørelse. Vi har valgt at følge opfordringen, fordi vi godt kan se, at det ikke er så smart at JM bliver udsat for stormløb fra os alle sammen - vi risikerer bare at grave grøfter.

Jeg vil derfor opfordre jer til at undlade at kontakte ministeriet - kontakt politikerne: det er dem, der har givet JM deres opgave.

Det udkast, vi først modtog, er nu ved at blive revideret efter det afholdte møde, og når det er klar - formentligt inden for de næste par uger - vil det blive sendt i offentlig høring. Til den tid vil det være muligt for alle at kommentere bekendtgørelsen. Der er typisk afsat en periode på 3 uger til denne høring.
Så snart det går i høring vil vi atter offentliggøre det, og komme med vores anbefaling til høringssvar.

mvh
Bette

 

----- 14-09-09 -----
Jeg har meget stor forståelse for al den frustration, der i de sidste dage er kommet til udtryk fra opdrættere over hele landet. Jeg er mindst lige så frustreret selv! Det kortfattede referat i torsdags var hvad jeg kunne nå at lægge ud før jeg skulle rejse i weekenden, men her følger lidt mere uddybning af mødet:

Først og fremmest blev det hurtigt klart, at der fra Dyrevelfærdskontorets side ikke var megen vilje til at lytte til vores argumenter. De havde en (politisk) agenda, der skulle køres igennem, og desværre var det på præcis de punkter, der var vigtigst for os, at der var mindst smidighed.

Vi fik endda meget fin støtte og opbakning fra 3 af de 4 tilstedeværende dyrlæger, og en overgang så det faktisk ud til at det skulle lykkes at løfte grænsen for antal kuld, der skulle udløse prædikatet "erhvervsmæssigt opdræt", men de tilstedeværende repræsentanter fra DOSO var helt imod en lempelse, og da dette passede bedst med den ministerielle opfattelse af verden, blev det desværre fastholdt på 3 kuld fra 3 eller flere hunkatte. Vores forsøg på at fremføre hvilke konsekvenser, dette ville have for de personer, der blev opfattet af reglerne, såvel som for kattene, blev pure afvist med henvisning til at dette kun handlede om kattens velfærd, ikke om personer, og hvis nogen af os ikke ville kunne have "erhvervsmæssigt opdræt" hvor vi boede, så måtte vi jo bare flytte.

Så det hænger vi i hvert fald her og nu på: at vi skal søge tilladelse hos fødevareregionen hvis vi opdrætter 3 eller flere kuld, at vi skal have godkendt hvor mange katte, der må være i vores hjem etc. Fødevareregionens godkendelse (fra 1.1.2010 - indtil da er det politimesteren) skulle efter JMs udsagn alene basere sig på hvorvidt vi opfyldte betingelserne i bekendtgørelsen.

I §9 stk 2: Her fik vi en ændring: sætningen ”skal en dyrlæge straks tilkaldes” bliver ændret, så det er muligt at tage *til* dyrlægen i stedet for at få dyrlægen ud.

§ 11: Her var den tilstedeværende ekspertise (dyrlæge) af den mening at den nyeste forskning støttede vaccination når de er 8 uger, så det blev fastholdt.

§ 12 – stk. 1: Bliver slettet, og i stk. 2 slettes sidste sætningsled (, og afvaskning skal finde sted uden for kattenes opholdsrum) sådan at vi fortsat kan vaske op i køkkenet, selv om kattene skulle have adgang her til.

§ 14: Sætningen ”Gulve, vægge, lofter …” slettes

§ 16: Her fik vi målet for hankatterum sat = vores mål 6m2x1,80 min.
I stk. 4 blev midlertidig opstaldning sat til max 14 dage.

§ 17 stk. 5: Her kommer der en række mål ind for hvor mange katte man må have hvis rummet har denne og hin størrelse. Dertil kommer at rum skal kunne udnyttes i flere planer. De præcise mål blev indrettet efter at internaterne skal have plads til mange katte i et rum - flere end vi bryder os om.

§ 18: Her indsættes ”Når kattene opstaldes i andre bygninger end private boliger” før første sætning, og i stk. 2 indsættes ”, eller forsynet med tæpper” efter opvarmet

§ 19: Her indsættes samme sætning som i 18 før første sætning

§ 21: Slettes – er omfattet af andre regler om elektriske installationer

§ 22 – stk. 2: Kattebakke og mad- og drikkeskåle må ikke placeres umiddelbart op ad hinanden (ny formulering)

§ 24: Ordet ”fanges” i sidste sætning erstattes af ”håndteres”

§ 25: En del debat om stk. 2 – mener det endte med at det kom til at omhandle ”inventar” og hermed menes så specifikke katteting (kattehuler,kattesenge m.m.) sådan at vi ikke skal kunne desinficere vores sofaer.

§ 26: Løbegårde – her blev det specificeret at løbegården skal være min af samme mål som et ”FD-rum” – altså 6m2x1,80 min. og der kommer til at stå noget om at udnytte rummet i højden (flere planer).

§ 27: Kontakt med killingerne fra de er 2 uger og ikke fra de er nyfødte.

§28: Uddannelse. Der tages udgangspunkt i en bekendgørelse om erhvervsmæssig handel med dyr, hvor der kræves dyrepasserassistentuddannelse.
Dog kunne ministeriet meddele at det havde skabt politisk røre, da hunde-bekendtgørelsen kom i høring, og det havde afstedkommet at ministeriet havde fået at vide at de var "for rabiate" mht uddannelse. Derfor var der åbnet for at DKK kunne komme med forslag til en uddannelse i DKK regi, og der blev åbnet for at det *kunne* tænkes at FD ville få en tilsvarende mulighed. Det blev også pointeret at det skulle være en kvalitetsuddannelse af en vis varighed, uden at vi kunne få mere præcis information. Vi blev direkte opfordret til at påtage os opgaven, og det sagde vi naturligvis ja til.

§ 29: Her var der igen opbakning fra dyrlægeside til at 1 gang pr år i private hjem var rigeligt. Den hænger lidt i luften – den blev bestemt ikke landet, og vi kan lige så godt risikere, at det bliver 2 eller 4 gange årligt.
---------------

Noget godt kom der altså trods alt ud af mødet - hvis vi kan få en fornuftig uddannelse strikket sammen, der kan accepteres politisk - og som I kan se blev nogle af de største urimeligheder ang. indretning og rengøring blev fjernet for private hjem.

Vi spurgte til hvordan man havde forestillet sig at man skulle afdække hvilke opdrættere, der havde "erhvervsmæssigt opdræt", fordi vi ville have et klart svar på om det blev forventet at FD skulle "angive" opdrætterne, men her var svaret, at der nok skulle være nogle naboer, der gjorde opmærksom på opdrætterne!
Vi spurgte ligeledes til hvordan man skulle forholde sig, hvis man et år havde 3 kuld og det næste 1 kuld: det kunne vi få at vide, når betænkningen var færdig og der blev udarbejdet vejledninger!

Det giver en kedelig fornemmelse af, at denne bekendtgørelse blot skal hastes igennem, uden hensyntagen til hvorledes den kan og skal udmøntes i praksis.

---------------

Men hele vejen igennem stod det klart at der blev stræbt efter at opfylde nogle politiske mål - og derfor føler vi os også overbeviste om at der skal handles politisk hvis vi skal have forbedret bekendtgørelsen.

Jeg forstår også godt, at I gerne vil have at FD kommer med nogle klare meldinger: det vil vi også rigtigt gerne, men vi vil også have lov til at tænke os lidt om, før vi melder ud med flere tiltag end den opfordring vi allerede i torsdags kom med:

Tag kontakt til alle de politikere, I kan komme i tanke om!

Fortæl dem, at 3 kuld kan risikere at være 3 killinger - hvordan kan det være "erhvervsmæssigt opdræt"!
Fortæl dem, at det ikke er rimeligt at I skal have dyrlægekontrol 4 gange årligt i jeres private hjem!
Fortæl dem, at det ikke er rimeligt at I skal have en dyrepasserassistentuddannelse for at passe jeres egne katte!

Over for ministeriet skal vi fremstå som en samlet gruppe - men overfor politikerne er der styrke i at være mange.

Mvh

Bette

 

 

Nyt fra Forretningsudvalget


2. oktober 2009

Justitsministeriet har netop sendt en ny bekendtgørelse i høring der handler om overdragelse af kattekillinger.
Det er muligt for alle at indsende høringssvar, man skal blot kopiere linket herunder ind i sin browser:
https://www.borger.dk/Lovgivning/Hoeringsportalen/Sider/Fakta.aspx?hpid=2146000844

Møde i Justitsministeriet den 10. september 2009

Vi må desværre konstatere at repræsentanterne fra Justitsministeriet var langt mindre forhandlingsvenlige end vi havde håbet. De vigtigste punkter i bekendtgørelsen, så som antal katte og kuld, der skal til før man betragtes som havende et "erhvervsmæssigt opdræt" var ikke rigtigt til at rokke ved, til trods for at der var hele 3 dyrlæger tilstede, som talte vores sag.
Uddannelseskravet er ligeledes et punkt, der ikke rigtigt var til debat, da det er et politisk krav, men der blev dog åbnet mulighed for at Felis Danica kunne få lov til at komme med et bud på en uddannelse i vores regi, uden at der dog blev afgivet nogen form for løfter. Den bold har vi naturligvis grebet – vi havde allerede tænkt i de baner inden mødet, og var forberedt på at vi kunne blive nødt til at tilbyde noget sådant.

Vi fik mulighed for at påvirke en række mindre spørgsmål, herunder rumstørrelse for hankatte, som blev sat i overensstemmelse med FIFe reglerne, og der blev foretaget en række justeringer, sådan at regler for rengøring og desinfektion blev tilpasset i forhold til de katte, der bor i opdrætters private hjem. I den forbindelse afleverede vi en mappe til Justitsministeriet (JM) med alle Jeres beskrivelser af Jeres katterier, i det håb at det trods alt er muligt at skabe et lidt mere positivt billede af opdrættere i al almindelighed i JM-repræsentanternes bevisthed. Det var nemlig ret tydeligt at den kontorchef, der sad for bordenden, ikke var katteelsker, og slet ikke brød sig om katteopdrættere.

"Krigen" er dog endnu ikke tabt: Dette var et indledende møde. En tilrettet version af udkastet vil efterfølgende komme i offentlig høring, sådan som alle bekendtgørelser skal, og så skal vi alle i aktion igen. Der skal skrives høringssvar og der skal aktioneres. Felis Danica vil i løbet af meget kort tid komme med et forslag til hvordan vi kan gribe dette an.

Men allerede nu vil vi gerne komme med en opfordring:
Hvis I kender en politiker, så tag kontakt til vedkommende.
Forklar ham/hende, at det ikke er hensigtsmæssigt at folk, der har opdræt i private hjem skal søge tilladelse hos Fødevareregionen for at kunne have 3 kuld på et år.
Forklar, at der i gennemsnit kommer 3 killinger i et kuld, og at 9 killinger på et år ikke bør give et prædikat som "erhvervsmæssigt opdræt".
Forklar, at det ikke er rimeligt at kræve en dyrepasserassistentuddannelse, men at mindre må kunne gøre det.

Kun ved at påvirke politikerne kan vi rokke Justitsministeriet.

07. september 2009
Til orientering

Mødearrangøren i Justitsministeriet har bedt Felis Danica om at gøre opmærksom på, at mødet den 10. september afholdes for en lukket kreds af inviterede deltagere. Der vil ikke være mulighed for at tilmelde sig dette møde.
Der vil på helt normal vis komme en offentlig høring om bekendtgørelsen.

16. august 2009

Kære opdrættere,

Felis Danica har den 6. august modtaget et udkast til en bekendtgørelse om erhvervsmæssig handel med og opdræt af katte

 samt kattepensioner og katte internater samt en invitation til et møde i Justitsministeriet den 10. september.

Felis Danica er ikke modstander af, at der kommer ordnede forhold på dette område – bestemt ikke.

Men dette udkast rummer desværre så mange problematiske regler, at det ville gøre det meget svært at være opdrætter i fremtiden,

så vi skal aktivt og hurtigt arbejde for at få vores side af sagen belyst.
 

Vi vil gerne bede om din hjælp til dette. Skriv en beretning om dit opdræt – max 1 A4 side –

hvor du beskriver hvilken race du opdrætter, hvor mange år du har opdrættet, hvordan dine katte bor, hvor mange katte du har,

fordelt på fertile og neutraliserede, samt hvor mange kuld du får om året.

Send denne beretning på e-mail til formand@felisdanica.dk
 

Disse beretninger vil udgøre en del af det materiale, vi skal bruge til at overbevise Justitsministeriet om,

at der skal ændres ganske gevaldigt i den foreslåede bekendtgørelse.

Med venlig hilsen
Bette Lind
på Forretningsudvalgets vegne

 

14. august 2009

Udkast til bekendtgørelse fra Justitsministeriet om erhvervsmæssig handel med og opdræt af katte samt katte pensioner og katte internater

 

 

Copyright © 2003-2010 Ankara Kedi